Spindoktoren har truet med at lægge sag an mod Guldbrandsen, men indtil nu er det blot blevet til en anmodning om en undskyldning og ikke skyggen af et sagsanlæg.

Både forsvarsministeren og DF har i klare vendinger bedt Guldbrandsen om at fremlægge sine beviser, men indtil videre beskytter Guldbrandsen dog sine kilder på samme måde, som TV2 gør det.

Sagen er derfor lige nu i en slags dødvande, der vil kunne løses på fem måder:

1) Forsvarsministeren kunne iværksætte en tilbundsgående undersøgelse – men det vil han ikke.

2) Guldbrandsen eller TV2 kunne afsløre deres kilder – men det vil de ikke.

3) Spindoktoren kunne anlægge injuriesag mod Guldbrandsen, der så var nødt til at fremlægge sine beviser – men der er reelt intet, der tyder på, at spindoktoren tør anlægge en sådan sag.

4) Den (måske) igangværende politiundersøgelse kunne afsløre sandheden – men det er der ingen, der tror på.

5) Endelig kunne TV2 lette mistanken mod Jacob Winther og Forsvarsministeriet ved klart og utvetydigt at afvise, at Jacob Winther var TV2’s kilde til historien – men det vil de ikke.

Indtil videre ser sagen altså ud til at være kørt fast, men der skal såmænd nok komme nye oplysninger, som sætter yderligere gang i sagen. Et udestående spørgsmål er: hvorfor afviser TV2 ikke bare, at det er spindoktoren, der er deres kilde?

John Dyrby Paulsen, MF(S)
Forsvarsordfører

Alt i alt en trist historie. Og det er tilsyneladende ikke, fordi der har manglet opfordringer fra soldaterne eller fra Hærens Operative Kommando til at få gjort noget ved forholdene, tværtimod.

Men hvorfor sker det så ikke noget? Jeg nægter at tro på, at det er manglende vilje! Snarere er det endnu et eksempel på den katastrofale mangel på økonomisk styring, der har været i Forsvaret de seneste mange år. Forsvarets top har troet på, at der var penge nok, mens de operative led har kæmpet med budgetrestriktioner og sparetiltag i hobetal. Hvis det er sandt, er der noget helt galt i systemet!

Unge mænd og kvinder, der har valgt at gøre en indsats i Afghanistan, fortjener vores respekt; men de fortjener så sandelig også, at vi afsætter penge til det nødvendige sikkerhedsudstyr – alt andet vil være det rene galimatias.

Men ikke nok med at sikkerheden tilsyneladende halter; der mangler også noget så banalt som uddannelsesmateriel, så soldaterne kan træne med det materiel, de skal bruge i Afghanistan. Det kan der være mange gode årsager til; fx at det bedste materiel vi har, skal bruges i Afghanistan – men det må være lige så vigtig, at de soldater, der skal af sted, har haft lejlighed til at blive undervist i og træne med dette materiel.

Der er afsat penge i det nye forsvarsforlig til både sikkerhedsudstyr og uddannelsesmateriel, men hvis det viser sig, at et dundrende underskud i forsvaret betyder, at der alligevel ikke kan indkøbes det nødvendige udstyr, så er der altså nogen, der får ørerne gevaldigt i maskinen!

John Dyrby Paulsen, MF(S)
Forsvarsordfører

Inflationen sørger så for resten, da der reelt år for år vil blive færre og færre penge til den kommunale service og dermed til velfærden. For det andet giver VKO ekstreme overbetalinger til det private for at overtage traditionelle offentlige opgaver. Her tænker jeg på den næsten hele mia. regeringen gav privathospitalerne i overpris. Jeg græmmes, når jeg tænker på, hvor mange operationer, vi kunne have gennemført på de offentlige sygehuse for de penge.

For det tredje giver regeringen enorme skattelettelser til de rigeste i samfundet.

Som Socialdemokrat har jeg intet ønske om, at skatterne skal på himmelflugt, men skal vi virkelig stå model til nedslidte skoler, plejehjem og daginstitutioner, hullede veje og forringet serviceniveau i kommunerne? Hvor er den økonomiske og velfærdsmæssige ansvarlighed henne?

Det velfærdsmæssige fokus vil i de kommende år ligge på børn, ældre og et bedre sundhedssystem. Det er velfærdsopgaver, der i det daglige varetages af kommunerne. Derfor er det kommende kommunal- og regionsvalg et spørgsmål om ansvarlighed. Det er på tide at sige fra til regeringens velfærdsforringelser.

Mens Forsvaret får ros er der drøje hug til de borgerliges ”hellige tal”, nemlig målet om at Danmark skal have 2.000 udsendte soldater. Vi har lidt over 1.400 i øjeblikket, og det er efter min mening passende, men de hårde opgaver soldaterne deltager i (Afghanistan). I det nye forsvarsforlig er målsætningen lavet om til ”op til 2.000”, og det er noget ganske andet og bedre end blot ”2.000”. Det er dog stadig ikke realistisk at vi når op på de 2.000, og det skriver statsrevisorerne klart i deres rapport.

Statsrevisorernes rapport blev offentliggjort mandag den 28/9, og er som nævnt ganske positiv overfor Forsvaret. Vanen tro, peger statsrevisorerne dog på ting, der kan forbedres, og det gælder følgende:

Det viser sig, at mange danske soldater (næsten 2 ud af 3) har oplevet mangler i deres udrustning. Det fortælles imidlertid ikke, hvad det er for mangler de har oplevet, altså om det er alvorlige eller blot ”trivielle” mangler. Det kunne være interessant, hvis disse oplevede mangler kunne kvalificeres i retning af, om det er ikke-vitale genstande, eller om mangel-procenten også gælder mere vitale genstande. (se side 21 i rapporten).

Der er en del bestillinger af materiel, der ikke er leveret. Det kan der være mange gode årsager til, fx at genstandene alligevel ikke skal bruges eller nogle nye og bedre er kommet til. Men det er ærgerligt, at det ikke kan siges hvor stor en andel af de ikke-leverede bestillinger, der er af kategorien ”Væsentlige for udsendte enheder” (øverst side 22 i rapporten).

I rapporten (side 26) er der en vurdering af forholdet mellem Hærens Operative Kommando (HOK) og Forsvarets Materieltjeneste (FMT) og en manglende serviceaftale. Det lyder som om (mellem linierne) at den manglende serviceaftale kan opfattes som et problem af Rigsrevisionen, men dette fremgår ikke klart.

Som et lille kuriosum kan fra rapporten (side 39) nævnes, at det nu specifikt er aftalt med Udenrigsministeriet, at Forsvaret fremover aflægger regnskaber for samtænkningsindsatsen rettidigt (!) – det siger noget om langsindigheden, at det ligefrem skriftligt skal aftales, at regnskaber skal afleveres til tiden – besynderligt!

Hæren er imidlertid bekymret. Ikke for den gode reklame, men for at passager i bogen skal skade Danmarks sikkerhed generelt. Her menes ikke sikkerheden ved Danmarks grænser, men sikkerheden i forhold til igangværende og fremtidige operationer i udlandet.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om dette er rigtigt eller ej – det må domstolene afgøre. Jeg har dog bemærket en i pressen manglende forståelse for, at Forsvaret ikke bare fortæller, hvad det er i bogen, der kan være farligt. Men her hopper – undskyld jeg siger det – kæden helt af for journalisterne. Skulle Forsvaret først anklage en tidligere soldat for at sætte dansk sikkerhed over styr og derefter nærmest gøre det endnu lettere for agenter/banditter, eller hvem der nu kan bruge oplysningerne, at finde frem til, hvad det er præcist, der sætter sikkerheden over styr?

Det ville da være helt åndssvagt … og ikke bare det, det ville være kriminelt og ansvarspådragende.

Men det er helt uacceptabelt, hvis der skal gå 10 år, før Afghanistan selv er klar til at tage ansvar for egen sikkerhed. Vi er i Afghanistan for at sikre et stabilt og fredeligt styre, der ikke giver husly til terrorister; men at der skal gå 10 år, før det afghanske politi og væbnede styrker er klar til at løfte deres del af opgaverne, er helt uacceptabelt. Om 10 år vil vestlige styrker have været i Afghanistan i 18 år, og så er det mere end på tide, at afghanerne selv kan tage over.

De afghanske politistyrker har tidligere været plaget af korruption, men der ydes en stor indsats for at bekæmpe dette samtidig med, at uddannelsen af nye politibetjente er i fuld gang. Man kan undre sig over, at de vestlige lande har så svært ved at leve op til deres løfter om at bidrage med politibetjente til den internationale styrke i Kabul under ledelse af danskeren Kaj Wittrup. Styrken er slet ikke oppe på fuld bemanding, og det er helt afgørende, at Vesten også på dette område er klar til at yde den nødvendige indsats.

Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at det skal gå hurtigere end 10 år – meget hurtigere. Heldigvis er der grund til optimisme når det gælder de væbnede styrker. Målet må være, at opbygningen af ANA (Afghan National Army) fortsætter i så højt et tempo, at ANA i løbet af de næste 3-4 år på en forsvarlig måde kan overtagen en hel del af de opgaver, som fx danske styrker i Helmand har i dag.

Opstillingen af tilstrækkeligt store afghanske sikkerhedsstyrker, der kan overtage ansvaret for sikkerheden i landet, er en forudsætning for, at Danmark og de andre lande der deltager i ISAF-styrken kan udfase det militære engagement i Afghanistan på sigt. Derfor er det meget vigtigt for Socialdemokraterne at få oprustet uddannelsen af både den afghanske politistyrke og hær. Ved forsvarsforligsforhandlingerne satte vi penge af til netop at styrke forsvarets evne til at træne lokale sikkerhedsstyrker – og træningen af lokalt politi og militær vil spille en nøglerolle ved de kommende forhandlinger om en ny Afghanistan-strategi.

Den eneste lille dråbe malurt i bægeret, jeg kan komme i tanke om, er, at initiativtageren – overkonstabel Kim Eg Thygesen – ikke kan deltage, da han passer sine opgaver som udsendt soldat i Afghanistan.

Mange vil påråbe sig en del af æren for dagen, men sandheden er, at den alene tilfalder én mand: Nemlig Kim Eg Thygesen.

Der er selvfølgelig noget symbolsk i, at netop Kim på dagen deltager i missionen i Afghanistan, også fordi Kims kamp har været så lang, og så fyldt med besynderlige forhindringer, at han flere gange må have rystet på hovedet over, hvor svært selv simple ting nogle gange kan være. Ikke mindst politisk har processen været en uskøn sammenblanding af den grundlæggende gode idé og snævre partipolitiske interesser – det har, for at sige det lige ud, politisk været en uskøn proces der ikke tåler gentagelse.

Herfra skal lyde en stor tak til Kim for, at du holdt ved og et tillykke med, at dagen nu er et faktum!

John Dyrby Paulsen
Forsvarsordfører, Socialdemokraterne

For det første er en forhøjelse af selskabsskatten ikke den katastrofe, nogle vil gøre den til, og vi kommer ikke op på det niveau, den har været i det meste af VK(O)-regeringens levetid (28 %). Hertil kommer, at det vil være den finansielle sektor, der bidrager med det meste af selskabsskatten (når de igen begynder at tjene penge), og det er der vel ingen, der kan være imod med de store hjælpepakker, den sektor har fået.

For det andet vil ændringerne af bilskatterne netto give ca. 4 mia. kr. mere til danskerne i form af mindre registreringsafgift på miljøvenlige biler. Lad os lige ta’ den igen: Skatteudspillet giver 4 mia. kr. mindre i skatter og afgifter på biler! Hvordan borgerlige politikere kan få det til at bilafgifter stiger er en gåde! Hvis der er nogle, der taber på udspillet, er det dem der insisterer på at køre langt i meget forurenende biler; men helt ærligt: Det er vel ingen katastrofe?

Så er der den med millionærskatten: Udover at millionærskatten giver en bedre fordeling af goder, skal man huske, at dem der tjener mere end en million kr. pr. år, altså ikke bliver beskattet hårdere end de gør i dag! Det vi gør, er blot at rulle de skattelettelser VK(O)-regeringen giver til store indkomster i 2010 tilbage for de helt store indkomster. De bliver altså ikke ringere stillet, end de er i dag! At kalde det hjernedødt – som Lars Løkke gjorde – er kun udtryk for desperation og intet andet.

Efter TV2’s afdækning af problemerne med de danske soldaters køretøjer i Afghanistan vil jeg med det samme rejse problemet overfor forsvarsministeren. Det er naturligvis uholdbart, at danske soldaters køretøjer ikke kan stå distancen i missionsområdet, og forsvarsministeren må derfor give en god forklaring på problemerne og ikke mindst skitsere en hurtig holdbar løsning.

Der har tidlig været en del problemer med nogle af de nye køretøjer, specielt den såkaldte Eagle IV, men at der også er problemer med de opfriskede versioner af ældre køretøjer er nyt.

Der er ingen tvivl om, at TV2 har afdækket et særdeles omtåleligt problem. Der kan naturligvis være børnesygdomme i forbindelse med nye køretøjer, men det må ikke komme bag på hverken Forsvaret eller leverandøren, at disse køretøjer skal kunne køre i den Afghanske varme, og det må heller ikke komme bag på Forsvaret, at reparationer og opdateringer af ældre køretøjer ikke må bringe soldaterne yderligere i fare.

Det her er eksempler på forhold, der må og skal være i orden, når danske soldater drager til Afghanistan. Vi kan ikke være det bekendt, hvis vi ikke leverer samme professionalitet til støtte af soldaterne, som vi forventer af dem; og jeg forstår godt, at de kalder situationen grotesk.

John Dyrby Paulsen, MF(S)
Forsvarsordfører

Hvad så med en S-R regering? Tja, sandheden er, at hverken meningsmålingerne eller det daglige arbejde på Christiansborg peger entydigt i den retning. Blandt S-ordførerne i Folketinget er der med enkelte undtagelser betydeligt bedre samarbejde med SF-kollegaerne, end der er med R-kollegaerne.

Betyder det så noget i det lange løb? Ja, i høj grad! Forudsætningen for en S-SF regeringen er naturligvis, at et flertal peger på en sådan regering efter næste folketingsvalg. Men forudsætningen for at det kan ske er, at vælgerne kan se et troværdigt alternativ til VK(O)-regeringen.

Det alternativ skabes først og fremmest ved langt og tillidsfuldt samarbejde mellem ordførerne, og det er derfor, at det er så vigtigt, hvilke ordførere der kan arbejde sammen – og her peger pilen afgjort på en S-SF regering.

En S-SF regering som alternativ til VK(O)-regeringen er således ikke noget, der er opstået som ”trold af en æske”, men er blevet opbygget gennem lang tid. Derfor er det heller ikke en døgnflue, og det er ikke blot skabt til lejligheden, men bygger på et godt samarbejdsklima gennem længere tid på Christiansborg. Og ingen skal være i tvivl om, at målet er regeringsmagten.

John Dyrby Paulsen, MF(S)